Beretning ved generalforsamlingen i Gøderup Bylaug d 30/3 2022
Først lidt historie:
Fra Bjarne Vestergaards bog : Glimt af Gøderups historie over mere end 200
år, kan man bl.a. læse hvem der har boet i de forskellige huse gennem
tiderne, og dermed bedre forstå hvorfor mange af os bor i andres huse.
Bjarne og Kirsten bor feks i Kassemandens hus, Hans Dabelsteen bor i
Thorsens hus, der er Johannes Poulsens hus, Eriks hus, ostemandens hus,
Den gamle skole, mejeriet, Poul købmands hus, kaptajnens hus, Mollerups
hus….
I bogen kan man også læse, at der kun har været få foreninger i Gøderup.
Der har været Faglige foreninger som mejeriet, frysehuset og
vandværket.Kun vandværket eksisterer stadig. Der var også idrætsliv
omkring Langvad forsamlingshus.Gymnastikforeningen lever stadig, dog
stærkt reduceret til administration af badmintonbaner i Glimhallen som er en
halv hal ved den lukkede Glim skole.
I Gøderup har der tilsyneladende også været en afholdsforening!
Bjarne oplyser i bogen at der tilsyneladende aldrig har været en fælles
forening for indbyggerne i Gøderup og at det anes at Gøderups beboere ikke
var særligt socialt indstillet men havde nok i sig selv!
Nu til en Lidt nyere historie
D 22. Marts 2017- for 5 år siden- blev Gøderup Bylaug stiftet.
Gøderup fik endelig en fælles forening! Dengang fik vi lov til at lægge os i
“slipstrømmen” fra vandværkets generalforsamling hvor ca. 25 husstande
deltog. Vi ligger stadig i slipstrømmen og- tak for det samarbejde.
Baggrunden for bylaugets dannelse er, at vi siden 2001 havde rådet over et
stykke jord bag Markvænget- det fungerede, ligesom nu, som fællesareal.
Ved kloakeringen “ forsvandt” det og vi var nødt til at kontakte kommunen.
Pga. kommunens skræk for at “ hænge” på et evt. ansvar i forhold til ulykker,
skader ol. foreslog/ krævede de at vi var flere ansvarlige, eller allerhelst
dannede en forening. Derfor gik jeg fra hus til hus og spurgte om man ville
være med. Jeg nåede kun op ad Markvænget og lidt henad Gøderupvejen,
så var vi nok til at kunne begynde arbejdet med at lave en forening. Vi
mødtes efterfølgende nogle gange og “ strikkede” et værdigrundlag/
vedtægter sammen.
Stor tak til jer der var friske på at være med på det arbejde og endnu større
tak til jer for det store arbejde I har lagt i Gøderup Bylaug lige siden.
Beretning og opsummering af Bylaugets virke
I de 5 år Gøderup Bylaug har eksisteret er ret meget mere nået end blot
generhvervelsen af fællesarealet, her nævnes i flæng:
• Opførelse af Kildevangshytten med dagrenovation + opsætning af
affaldssæk og tømning af samme ved naturstien.
• Fibernet til hele byen
• Oprensning og genetablering af gadekær + træterrasse og
bordebænkesæt
• Kontakt til kommunen om asfaltering og 2-1 stribning på Gøderupvej og
Kildevangsvej
• Opfølgning på separatkloakering, kontakt til Fors
• I 2019 gik vi os til en hjertestarter og flere hjertestarter kurser. Hvert år går
vi for Hjerteforeningen, så hjertestarteren bliver vedligeholdt og forsikret.
• Deltager hvert år i den årlige affaldsindsamling.
• Der er udarbejdet forslag til Lejre kommune om hastighedsdæmpende
foranstaltninger i Gøderup og Langvad med større trafiksikkerhed for os og
vores børn i udsigt.
• Var tilstede ved høringen om jernbanerenoveringen og påpegede den
nødvendige skiltning, når der køres med tung kørsel, samt at støvgener
skal undgås. Vi gjorde ligeledes opmærksom på de ringe oversigtsforhold i
svinget på Kildevangsvej.
• Vi deltog også i høringen på DarupMosevej vedr. underførslen, som
BaneDK ville lukke helt og dermed forhindre al færdsel her. Det er nu
forhindret og der bliver kun tale om en delvis lukning, således vil man
stadig kunne gå og cykle og dyr kan passere sikkert.
• Gøderup har nu flere tilbagevendende begivenheder = traditioner:
sankthansbålet og nytårskuren, samt i samarbejde med Gøderups venner :
fastelavn og juletræstænding.
• Adskillige arrangementer ved Kildevangshytten og flere gåture.
Alle ovenstående ting er hjertesager som ligger tæt på vores formål:
Mit håb for byens fremtid er at vi har en velfungerende fællesforening –
Gøderup Bylaug – en stor og sammentømret medlemsskare – gerne alle
husstande(83),der støtter op, byder ind, møder op, finder på, tager sig af,
giver en hånd med, yder og nyder.
Spørg ikke om hvad bylauget kan gøre for dig men hellere hvad du kan gøre
for din by ( sammen med Bylauget)
Jeg vil slutte med Ghandis ord:
Vær den forandring du ønsker at se i verden
Sanne